torsdag den 3. februar 2011

Gulerodsfrikadeller (uden kød)




Her på billedet er gulerodsfrikadellen på en skive rugbrød toppet med hjemmelavet humus og lidt basilikum - sammen med en let salat af agurk, tomat, moccerellaost, salt og peber.

Efter at have været ude de sidste par aftener, er det bare mig og Cleo alene hjemme i aften. Men det skal man ikke kimse af, det kan være meget rart lige at få ladet lidt op :)

Her til at besluttede jeg at lave gulerodsfrikadeller, da de er lækre og rent faktisk smager endnu bedre næste dag. Så i morgen kan jeg glæde mig til rugbrød med lune gulerodsfrikadeller til frokost.

Frikadellerne kan nemt laves som veganer, og de smager også rigtig godt sådan. I løbet af opskriften har jeg anført, hvordan dellerne kan laves veganske. Derfor tillader jeg mig at sætte etiketten 'veganer' på opskriften. 


Ingredienser (6-8 stk):
  • 4-5 gulerødder
  • 3 fed hvidløg
  • 1 mellemstort løg
  • 5 spsk sesamfrø
  • 1 æg (kan undlades)
  • 1 håndfuld frisk persille
  • 6-10 blade frisk basilikum
  • 3 spsk hvedemel
  • 1-2 dl havregryn
  • salt, peber og cayennepeber 
  • lidt smør (el. olivenolie) til stegning




Fremgangsmåde:
Skræl og riv gulerødderne ned i en skål. Den ene halvdel på den grove side og den anden halvdel på den fine side af rivejernet.

Skræl hvidløg og løg. Riv alle løgene på den fine side af rivejernet, og kom det ned i skålen til gulerødderne.

Hak frisk basilikum og persille meget fint, og kom det ned til gulerødderne. Kom også sesamfrø og hvedemel i.

Ægget kommes i, og blandingen røres sammen. Er du veganer kan ægget undlades - konsistensen af farsen reguleres ved at komme mindre havregryn i.

Kryder blandingen med salt, peber og cayennepeber (eller krydderier efter smag og lyst).

Kom havregryn i lidt af gangen, indtil blandingen har konsistens som almindelig frikadelle-fars.

Stil "farsen" til hvile i køleskabet i minimum 1 time. Den kan sagtens stå et par timer, og den bliver kun bedre af det.

Smelt smøren på panden, form "farsen" som frikadeller i passende størrelse og kom dem på panden. Kryder igen med salt og peber. Steg dem ved svag varme i 3-4 minutter på hver side. Det kan være, at de skal have lidt længere alt efter komfuret. Er du veganer, steg da frikadellerne i olivenolie.

Tips.
Kan spises helt som almindelige firkadeller - jeg har oplevet flere kød-spisere glemme, at de ikke får kød, når de her gulerodsfrikadeller spises.

De smager godt sammen med lidt humus, min opskrift på hjemmelavet humus kan ses ved at klikke her.

Vær opmærksom på, at de her gulerodsfrikadeller smager næsten endnu bedre næste dag, så lav en stor portion, så der er nok til dagen efter også :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det vil glæde mig at høre, hvad du har på hjertet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...