onsdag den 2. februar 2011

Nem tomatsuppe

*Opdateret med billede*

I aften skal jeg over til min kæreste. Han arbejder sent, så jeg har forberedt lidt mad at tage med over til ham, som vi kan spise. Jeg har lavet tomatsuppe, som er en af mine personlig livretter.

Da jeg skal over til ham, og gøre retten færdig, må jeg lige vente med at sætte billede på af portionsanretningen, til jeg kommer hjem i morgen.

Denne tomatsuppe er så nem at lave - og smager så godt - at det er svært at forstå, hvorfor "færdiglavet tomatsuppe" er en forretning, som kan køre rundt. Jeg deler gerne opskriften med alle jer.

Opskriften er vegetarisk, og kan være veganer - jeg har angivet hvordan.

Ingredienser:

  • 15 g smør (el. 3 spsk olivenolie)
  • 1/2 frisk chili (kan undlades)
  • 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 liter grønsagsbouillon
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 3-4 store gulerødder
  • 10 stk cherrytomater
  • 1 rød snack peberfrugt
  • 5-6 blade frisk basilikum
  • En håndfuld friskrevet parmasanost
  • salt, peber og oregano




Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde (det må ikke blive brunt), brug olivenolie, hvis du er veganer .

Svits løg, hvidløg og evt chili i smøret. Kom salt, peber og oregano i.

Den hakkede dåse tomater kommes i sammen med grønsagsbouillon, og det hele bringes i kog.

Skræl gulerødderne, skær dem i mindre stykker og kom dem i suppen, når den koger.

Nu skal suppen koge i ca. 20 minutter - eller til gulerødderne er møre.

Skær tomater og peberfrugt i mindre stykker, og kom dem i suppen, når den har kogt i ca. 10 minutter.

Skær det friske basilikum i mindre stykker, og riv parmasanosten (kan undlades, hvis du er veganer). Disse to ting kommes i suppen, når den har kogt de 20 minutter.

Kom nu suppen i en foodprocessor (eller blender), og blend til suppen har en jævn konsistens.

Kom suppen tilbage i gryden og lad den koge yderligere 10 minutter over svag varme.

Tips:
Spis friskbagt flutes sammen med suppen. Min opskrift på speltflutes kan ses ved at klikke her.

Pynt eventuelt suppen med en klat creme fraiche eller græsk yoghurt og et par friske basilikumblade.

Vi pyntede den med hjemmelavede brødcroutoner, se min opskrift ved at klikke her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det vil glæde mig at høre, hvad du har på hjertet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...