lørdag den 12. marts 2011

Nemme durumflutes


Dette brød er nemt at lave, og det smager fantastisk. Min kæreste udbrød: "du er godt nok god til at bage brød", da han fik det i munden. Og det kan jeg jo ikke gøre andet med, end at tage det som et kompliment.

Vi spiste dette brød til en ret med ovnbagte grønsager, som jeg vil blogge om senere. Igår lavede jeg - i tråd med tanken om 'stop spild af mad' - brødcroutoner ud af resten. Til disse brødcroutoner spiste min veninde en omgang hjemmelavet tomatsuppe.

Min veninde var så vild med brødcroutonerne, at hun nærmest spiste dem alle sammen uden at komme dem i suppen. Hun sagde: "De er bare gode, jeg kunne spise dem som chips, hvis det er". Nå nu er det da vist også nok med at sidde her og rose mig selv. Men det er nu bare så rart at få komplimenter :)

Ingredienser:
(2 flutes á ca. 30 cm)
  • 2 dl lunkent vand
  • 15 g gær
  • 3 dl hvedemel (høj protein)
  • 2 dl durummel
  • 1 spsk rørsukker
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk olivenolie


Fremgangsmåde:
Kom vandet ned i en skål, og rør gæren ud i vandet. Kom rørsukker, salt og olivenolie ned i vandet, og rør det ud også.

Kom durummelet ned i vandet og rør meget grundigt (mindst 2 minutter).

Kom hvedemelet i lidt ad gangen, mens dejen æltes. Det er ikke sikkert, at alt melet skal bruges. Dejen skal være blød og elastisk. Ælt dejen grundigt igennem i ca. 10 minutter.

Stil dejen til hævning ved stuetemperatur i ca. 2 timer.

Ælt dejen igennem, form den til to flutes og snit overfladen. Stil flutene til efterhævning i mindst 45 minutter.

Tænd ovnen på 230 grader, og stil et ildfast fad ind i ovnen, mens den opvarmer.

Når flutene er færdige med at efterhæve, og ovnen er helt gennemvarm, tages det varme indfaste fad ud af ovnen, og flutene flyttes forsigtigt over i det varme fad.

Fadet med flutene stilles ind i ovnen, og de bages i ca. 20-25 minutter.

Lad flutene køle af og sætte sig i 5-10 minutter på en rist, inden de spises.

Tips:
Friskbagt brød er altid lækkert. Disse flutes er nemme, og de kan laves samme dag.

En klat smør på det varme brød. Det er altså en fornøjelse at spise.


7 kommentarer:

  1. Fem stjerner! De ser da superlækre ud! Vil straks prøve det herhjemme.


    KH
    Selina

    :-)

    SvarSlet
  2. Hej Selina :)

    Tak for alle stjernerne :)

    Det vil glæde mig, hvis du har lyst at prøve opskriften..

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  3. Friskbagt brød er skønt, og dine flûtes ser superlækre ud, Anita! Her er vi gået over til at bage alt vores brød selv og synes, det er rigtig sjovt. Jeg er ud af en familie, der er husholdningslærere, og efter at have fået nok af høre min mor og mormor tale om mad, synes jeg nu, det er skønt at eksperimentere og prøve nyt :-)
    Ha' en rigtig god weekend!

    SvarSlet
  4. Hej Madame :)

    Min Far er uddannet konditor, og har haft egen bagerbutik - så måske er det ikke underligt, at jeg kan lide at bage brød og søde sager :)

    Jeg bager også alt brødet selv - undtagen rugbrød, da jeg ikke har fundet den perfekte opskrift endnu.

    Men det er rigtig fedt at eksperimentere. Nogen gange må man tygge sig igennem et mindre vellykket eksperiment, men de fleste gange er det jo nye og spændende smagsoplevelser.

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  5. Det ser lækkert ud, skal prøves. Sidste gang jeg bagte synes familien ikke det blev så godt :-) så nu vil jeg prøve din opskrift og håbe på at de reagere som din kæreste :-)

    SvarSlet
  6. Hej Lene :)

    Tak fordi at du giver dig til kende. Det er altid rart at vide, hvem der læser med.

    Mange tak - lad mig endelig høre, hvordan det går :)

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  7. Hej Lene :)

    Tak for din kommentar - det er så dejligt at vide, hvem der læser med. Jeg undskylder mit sene svar. Det er lidt hårdt at starte op på nyt arbejde.

    Lad mig endelig høre, hvordan det går med at bage flutesene. Her er de hvert fald en succes.

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet

Det vil glæde mig at høre, hvad du har på hjertet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...