tirsdag den 26. april 2011

Hjemmelavet mascarpone


Så gik den påske.

Jeg har været i Nordjylland og fejre påsken og min fødselsdag med min familie. Hvilken påske, det har været, vejret har jo simpelthen været fantastisk, og jeg har været udenfor så meget som muligt.

Min fødselsdags fest, som blev holdt i lørdags (23.04.11), valgte vi at holde udendørs i mine forældres have, det var fantastisk, alle sad i sommertøj i mine forældres havemøbler. Det var en rigtig dejlig fest.

Til festen havde jeg bagt en hel masse cupcakes til mine gæster. Disse cupcakes vil jeg blogge om snarest. Til disse cupcakes skulle jeg bruge en vældig masse mascarpone, så jeg besluttede, at jeg ville prøve at lave det selv. Og det gik faktisk rigtig godt - og jeg må sige, at hjemmelavet mascarpone smager præcist lige så godt, som den man kan købe.

Hjemmelavet mascarpone.
Opskriften har jeg fra www.kvalimad.dk, hvor der faktisk er en video af, hvordan den hjemmelavede mascarpone laves. Du skal være opmærksom på, at du skal gå i gang med mascarponen mindst 2 døgn, før den skal anvendes.

Ingredienser:
(ca. 320 g mascarpone)

  • 1/2 liter piskefløde
  • 1/6 tsk vinsyre (findes blandt vare til syltning i fx Bilka og Føtex)
  • 1 spsk vand


Fremgangsmåde:
Kom fløden i en gryde, og varm den op til 85 grader. Det slår alle bakterier ihjel, og får proteinerne i fløden til at skifte struktur.

Opløs vinsyren i vandet.

Kom vandet og den opløste vinsyre ned i den 85 grader varme fløde, og rør godt rundt. Fløden bliver næsten med det samme tykkere i konsistensen.

Læg et låg over gryden, og stil den i køleskabet natten over (mindst 12 timer), så den kan køle helt ned. Ostemassen og vallen begynder så småt at skille, mens den køler af.

Tag en sigte frem, og beklæd den med kaffefiltre eller ostelærred. Hæld ostemassen ned i sigten, og stil sigten over gryden, så vallen kan dryppe fra ostemassen. Læg igen låget over, og stil det hele i køleskabet i et døgn (mindst 24 timer).

Efter 24 timer tjekkes konsistensen på mascarponen, er den ikke helt fast, så giv den nogle flere timer i køleskabet.

Når mascarponen har den ønskede konsistens, så tages den op ad sigten, og kommes i en lufttæt glasbeholder (fx et syltetøjsglas).

Mascarponen kan anvendes med det sammen, men den kan også gemmes i køleskabet i op til 14 dage.

Opvarm fløden til 85 grader

Beklæd en sigte med kaffefiltre el. ostelærred, og hæld ostemassen ned i sigten


Tips:
Den hjemmelavede mascarpone kan anvendes alle de steder, hvor du ellers ville bruge mascarpone.

Den kan anvendes i frosting til cupcakes, den kan anvendes i tiramisu, og du kan komme krydderier og hvidløg i, også har du hjemmelavet flødeost.

Det er meget billigere at lave sin egen mascarpone. 250 g mascarpone fra Føtex koster ca. 15 kr. En halv liter piskefløde koster ca. 11 kr, og giver ca. 320 g mascarpone.

16 kommentarer:

  1. Fantastisk! Det vil jeg helt klart prøve at lave - for det gør da mange desserter billigere. Tak for tippet :-)

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet
  2. God ide at lave det selv. Jeg har godt set opskrifter, men har ikke kastet mig over det. Jeg skal også have prøvet at lave ricotta :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  3. Hej Anita, ja sikke et dejligt påskevejr - godt at din fødselsdag gik så fint!
    Jeg er meget imponeret over alt det lækre, du kaster dig ud i at lave!

    SvarSlet
  4. Ej, det var da sindsygt smart!!
    Jeg er en totalt sucker for mascarpone. Hernede koster det imidlertid 15 LIRA (!) for en enkelt bøtte, hvilket altså svarer til ca. 55 KRONER!!! (og det er samme mærke som i Føtex).
    Så jeg skal klart se, om jeg kan anskaffe vinsyre... og et termometer ;-)
    Kh. Eva

    SvarSlet
  5. Det er nice! Det må jeg prøve næste gang jeg skal bruge mascarpone :)
    Tak for tippet.

    /Lise

    SvarSlet
  6. Spændende opskrift - kunne godt have brugt den for et par dage siden, da jeg ikke kunne skaffe mascarpone :-)

    SvarSlet
  7. Hej Malou :)

    Jamen det var da så lidt. Og ja, der er helt sikkert penge at spare - også selv om fløden er økologisk :)

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  8. Hej Birthe :)

    Jeg synes, at du skal kaste dig ud i det. Det er virkelig ikke særlig svært, du skal bare gå i gang i god tid :)

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  9. Hej Madame :)

    Ja vejret har virkelig vist sig fra sin bedste side i denne påske. Det er lige så man bliver glad helt ned i sjælen.

    Tak - altså mascarponen var jo ikke vanskelig at lave. Da den jo mest passer sig selv i køleskabet, mens den skiller.

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  10. Hej Eva :)

    Det er nemlig helt vildt smart. Og jeg kan se, at du helt sikkert har nogle penge at spare :)

    Få din mor til at sende dig et brev med vinsyre. Det koster kun ca 5 kr her i DK. Mon ikke du kan finde et termometer et sted ;)

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  11. Hej Lise B :)

    Jamen det synes jeg da helt sikkert, at du skal prøve. Du skal bare huske at være i god tid :)

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  12. Hej Piskeris :)

    Det er jeg altså ked af. Jeg er først lige kommet hjem fra påskeferien, og der har ikke været sekunder fri til at blogge, mens jeg har været hos familien :-S

    Du må bruge opskriften næste gang, du får brug for mascarpone :)

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  13. Ja, sikke en super god ide. Tak for tip !
    :-)

    SvarSlet
  14. Hej Det-lille-koekken :)

    Jamen det var da så lidt :)

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  15. Jeg havde egentligt også besluttet at jeg ville lave det selv efter kvalimads vejledning, da jeg skulle lave cheesecake i påsken, men så kunne jeg bare ikke finde vinsyre, da jeg købte ind (og jeg handlede altså i SuperBrugsen). Derfor endte jeg alligevel med at købe det færdigt, men en anden gang vil jeg helt sikkert gøre mere for at finde vinsyre :)

    SvarSlet
  16. Hej Xenia :)

    Jeg kan se, at du har meldt dig som fast læser - tusinde tak for det. Og tak fordi du giver dig til kende, det er altid rart at vide, hvem der læser med :)

    Ved du hvad, jeg har faktisk også haft problemer med at finde vinsyren på Sjælland. Herovre mener man åbenbart, at det er en sæsonvare, der kommer hjem sammen med ting til syltning. Men i Jylland har nærmest alle indkøbscentre det.

    Hvis du har noget familie i Jylland, så få dem til at sende dig et brev. Det er mit bedste råd.

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet

Det vil glæde mig at høre, hvad du har på hjertet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...