Mad og mig

Jeg er en passioneret madlaver - og jeg brænder for vegetarmad og gode råvarer. Ligeledes nyder jeg at bage, og får jeg gæster bliver de altid forkælet med mere, end de kan rumme.

Jeg vil gerne dele min passion for mad. Dette kommer til udtryk i den mad, jeg laver til mine gæster og min kæreste. Det er også af denne grund, at denne blog er blevet til. I madblogger-universet har jeg fundet ligesindede :)

Min passion for mad har ikke altid været der. I dette afsnit vil jeg fortælle lidt om, hvordan den er dukket op, og om, hvordan mit forhold til mad er nu.


Mad og fortid
Jeg er en af dem, der som ung forholdt mig selektivt til dagens måltider. Jeg fandt ud af som 16 årig, at jeg kunne tage på, og derfor ikke længere kunne spise alt, hvad jeg havde lyst til. Det håndterede jeg ved blot at springe måltider over til fordel for "de lækre sager". Jeg sprang ofte aftensmåden over for en pose chips eller morgen- plus middagsmad over for at tage på café og kværne en burger m. pommes.

Jeg har haft det sådan, at sult er noget, jeg kan kontrollere, så det her ikke været noget problem for mig at springe måltider over.

Jeg vil ikke sige, at jeg har været anoretisk for min vægt har altid været normal og jævn. Jeg valgte blot at prioritere "de lækre sager" ved at skære ned på almindelige måltider.

Mad og sygdom
For et års tid siden blev jeg ramt af store omvæltninger - helt klart både fysiske og psykiske belastninger. Dette gjorde, at jeg måtte tage mit liv og mange af mine vaner op til genovervejelse - da de jo tydeligvis ikke virkede for mig. En af de ting, jeg tog op til genovervejelse var mine mad- og kostvaner.

Jeg lagde stilen fuldstændig om:

  • Jeg prioriterer at få tre måltider om dagen 
  • Jeg køber og spiser råvarer 
  • Jeg spiser næsten kun vegetarisk
  • Jeg køber ikke færdiglavede produkter
  • Jeg køber økologisk, når det er muligt
  • Jeg spiser som hovedregel kun slik og søde sager i weekenden
  • Jeg laver madplaner og handler max. 1 gang om ugen
  • Frugt-hjørnet er klart min yndlingsdel i køkkenet
  • Jeg spiser kosttilskud, der passer til mig og min krop


Resultatet var slående!


Jeg har fået mere energi, og jeg er aldrig syg. Tidligere var jeg én af dem, der blev ramt af alle sygdomme i omløb. Jeg har fået en helt anden positiv fornemmelse af at være i min krop. Det er lidt svært at forklare, men jeg vil sammenligne det med meditation - jeg føler, at jeg er blevet ét med min krop.

En ting er helt sikkert:
- På dette område kommer jeg aldrig tilbage til mine gamle vaner. 
Jeg er blevet omvendt!


Mig og kød
De fleste tror, at jeg er vegetar, men det er jeg faktisk ikke. Jeg spiser næsten udelukkende vegetarisk, men det er at politiske årsager. Jeg vil ikke støtte hverken den danske eller udenlandske kødindustri, så derfor køber jeg ikke kød.

Grunden til at jeg ikke vil støtte kødindustrien er, at jeg ved, hvordan dyrene bliver behandlet - nemlig som en vare og ikke som levende væsener. Og det bliver kun værre og værre. Hvis der er nogen, som er interesseret i at vide hvor galt, det står til, så vil jeg anbefale at se dokumentaren "Food inc." - se traileren  her:


Det er min plan, at når jeg kommer til flere penge, så vil jeg købe en halv ko en gang i mellem. Men det skal være en økologisk fritgående ko, hvor man kan tage ud på gården og se, at den har haft et godt liv.

Når jeg er ude, og der bliver serveret kød for mig, så spiser jeg det også. Eksempelvis hvis jeg er hjemme hos mine forældre. Her har jeg jo ikke nogen indflydelse, dyret er slagtet og betalt for - og der er nogen, som har brugt tid og energi på at tilberede det. Så spiser jeg det gerne - for ikke at være besværlig og for at anerkende kokken.

Mig og lykke:
Jeg har skrevet et indlæg om, hvad lykke er for mig. Som jeg syntes, er meget relevant at få ind her i mit afsnit om mig selv.

Hele indlægget kan ses ved at klikke her.

Her har jeg blot indsat et uddrag:


Lykken er...
.. at leve og være til stede i nuet.

Lykken er...
at jeg er i stand til at lytte til min krop, og til at spise og leve herefter.

Lykken er...
.. at vide, at jeg er elsket.

Lykken er...
.. at se Cleo strække sig og nyde solskinnet fra vinduet.

Lykken er...
.. at bage skønne cupcakes, og blogge om det bagefter.


5 kommentarer:

  1. Kære Anita,

    Det var spændende at læse om din madmæssige udvikling. Har ikke set Food Inc - men har set Fresh - som jo så er løsning på de problemer, der præsenteres i Food Inc. Jeg er helt enig med dig, men har meget sværere ved at håndhæve det end du har. Hvordan fik du vilje til at gennemføre det? Var det sygdomsforløbet? Håber du er helt rask igen. Jeg er totalt imponeret over din livsstil :-)

    Mange hilsner
    Eva

    SvarSlet
  2. Hej Eva.

    Tak din kommentar, og fordi du finder mit forhold til mad interessant :)

    Jeg har ikke set Fresh, men har lige aftalt med min kæreste, at vi skal se den snarest - tak for det tip :)

    Det var omvæltningerne, der gav mig lyst til at prøve noget nyt. Viljen kom sammen med, at jeg kunne mærke både mig selv og min krop meget meget bedre. Det i sig selv har været motivation nok.

    De bedste hilsner fra
    Anita

    SvarSlet
  3. Hej

    Spændende læsning. Jeg er nu følger her på din blog. Jeg har det på samme måde som dig, ang. mad. Jeg tager dog ikke kosttilskud og så er jeg helt vegetar. I nogle år spiste jeg også kød, når det blev serveret for mig, fordi jeg havde det skidt med at nægte at spise noget, som en person har stået og lavet til mig. Sådan har jeg det egentlig stadigvæk, men må nok konkludere at jeg ikke kun er vegetar af etiske grunde, men også fordi jeg syntes at kød er en smule... ulækkert, lyder så strengt, men ... der er bare et eller andet, som gør at jeg ikke kan få mig selv til det. Heller ikke hvis jeg vidste, at dyret havde øffet rundt ude på en grøn mark hele sit liv.

    Må hellere stoppe her. Tak for en fin blog ;)

    Ditte

    SvarSlet
  4. Hej,

    Faldt lige over din blog, da jeg skulle finde en opskift på vegetarlasagne. Jeg synes din beskrivelse af dit forhold til mad før og nu er meget interessant. Har selv levet sådan før i tiden, at jeg sparede på kalorierne ved at springe hovedmåltider over, men jeg var til gengæld også konstant syg.

    Prioriterer nu at lave god, sund og hjemmelavet mad med masser af grøntsager. Det smager meget bedre end både take out og cafemad, og så er det billigere.

    Godt nytår!

    Hilsen fra Sandra

    SvarSlet
  5. Kom lige til at tænke på din blog - er du helt holdt op med at blogge?

    SvarSlet

Det vil glæde mig at høre, hvad du har på hjertet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...